mens Sybo Games vandt i Aalborg.
Pitchkonkurrence - øvelse gør mester!
Mandag den 26. september 2011 var der kick off på Growing Games i København. Nokia lagde hus til de omkring 75 deltagere, hvoraf 14 danske spiludviklere benyttede chancen for at pitche foran et kompetent dommerpanel. Panelet bestod af Alex Farcet fra Startup Bootcamp, Tatiana Lyng Pedersen fra LEGO, Peter Arbs fra PA Adviser, Henrik Søndergaard fra Copenhagen Entertainment og Peter Schrøder fra Egmont.
2 x pitch, inklusive evaluering
Der blev pitchet i to omgange - første gang med ummiddelbar, kritisk og konstruktiv kritik fra panelet, og anden gang efter frokost, hvor deltagerne havde haft mulighed for at forbedre deres pitch. De gennemgående råd til de pitchende spiludviklere var:
- "fortæl hvad du ønsker" - er det investering, bestyrelse, medarbejdere eller noget helt andet? Det skal fremgå som noget af det første, når et projekt præsenteres.
- "Hvad er din forretningsplan" - hvordan har du tænkt dig at tjene penge, hvilket behov dækker du i markedet og hvor mange kunder er der til dit produkt? …
Det er relevant og vigtig information for den person der bliver pitchet til. CKO har samlet et udtræk af de 10 vigtigste råd fra ekspertpanelet
Niveauet hævet i anden runde
Da anden pitch-runde gik i gang, stod det meget hurtigt klart, at ALLE deltagere havde forbedret deres pitch mærkbart. Spiludviklerne tog virkelig panelets feed-back til sig, og ved at pitche igen fik deltagerne med det samme muligheden for at afprøve teknikker og præsententation.
Se også CKOs videointerview med deltagerne: Talentudvikling i computerspilbranchen
Billet til Game Development Conference i 2012
Christian Fonnesbech fra Windeløv Productions vandt prisen for "most improved pitch". Prisen for dagens bedste pitch gik til Bjarke Hjort fra Gearworks, der således vandt både flybillet til San Francisco og adgangsbillet til Game Development Conference i 2012.
Efterfølgende er en af de virksomheder der pitchede i København blevet kontaktet af en publisher med et konkret tilbud.
Kick off i Aalborg
I Aalborg ugen efter var omkring 40 entusiastiske spiludviklere og tilhørere mødt op til pitch-konkurrence i et tidligere varehus ved havnen, Platform4. Panelet var igen sammensat af erfarne forretningsudviklere og investorer: Babak Djarahi fra DI-ITEK, Kim Østergaard, Finando, Jesper Kjærgaard, selvstændig konsulent og forretningsudvikler samt Lars Horsholt Jensen fra BrainsBusiness.
7 spiludviklere pitchede deres projekter, og panelets kommentarer handlede igen om at få præsenteret en klar forretningsmodel - men også om at spiludvikleren skal præsentere sit projekt med overbevisning.
Sybo Games vandt hovedpræmien for bedste pitch
Denne gang var det Esben Kjær Ravn fra det nystartede firma Kong Orange, der modtog prisen for "most improved pitch", mens Sylvester Rishøj Jensen og Bodie Jahn-Mulliner fra virksomheden Sybo Games vandt hovedpræmien: billet og fly til Game Developers Conference i San Francisco.
Læs også Piratspil pitchede for livet og vandt
Godt tilbud til danske spilvirksomheder
Growing Games er et tilbud til alle spilvirksomheder i Danmark, der har ambitioner om vækst. Growing Games består af 8 fælles workshops der løber hen over det kommende år med fokus på:
· Strategi
· HR og ledelse
· Salg, markedsudvikling og prissætning
· Forretningsmodeller og strategiske partnerskaber
· PR og kommunikation
· Eksport og internationalisering
· Finansiering og tiltrækning af kapital
Næste workshop: Fokus på strategi & forretningsmodeller
Growing Games fortsætter og næste workshop er d. 9. november 2011 fra kl.9.00 til 16.00 efterfulgt af pitching session mellem 16.00 – 17.00.
”Vi synes det var sindssygt fedt at få professionel på vores præsentation af virksomheden og spilideen. Som spiludvikler kan man sagtens forklare, hvorfor spillet er sjovt og godt, men det er langt sværere at overbevise folk i finansverdenen om at spillet fantastisk. Arrangement gjorde os mere bevidste om, hvad vi skal lægge vægt på, når vi pitcher”
Bodie Jahn-Mulliner, administrerende direktør i SYBO Games


