Iværksætteri i den danske spilbranche

Ditte Rønhøj Frostholm. Kandidatspeciale, 10. semester, Interaktive Digitale Medier. Aalborg universitet, 2011

"Denne rapport er skrevet som en guide til at starte spilvirksomhed snarere end en reflektion over mine
erfaringer. Modtageren er den aspirerende virksomhedsleder.

Derfor er fokus en direkte tilgang med så praktisk anvendelige råd som muligt. Jeg gør i høj grad brug af meget nutidige kilder med specifikt kendskab til den danske spilbranche; det være sig rapporter fra Computerspilzonen, hjemmesider som
Kapitalrejsen.dk, artikler, interviews med personer i industrien, foredrag hos spilvækstmiljøer m.m. Disse er kombineret med teoretisk og videnskabelig viden om iværksætteri, virksomhedsledelse og spiludvikling.

Rapporten består af to dele, relativt til problemstillingens delspørgsmål:
 

1. En analyse af den danske spilbranche og de strømninger, der er. Dette undersøges gennem interviews, brancherapporter, artikler, foredrag m.m., hvor jeg vil forsøge at sammenkæde disse til et overordnet billede af branchen: Status lige nu og fremtidsudsigter – samt hvad dette betyder for en spiliværksætters muligheder for succes.

2. En gennemgang af alt det, jeg vurderer, man bør vide, hvis man vil starte spilfirma. Først undersøges generelle iværksætteraspekter som økonomi og jura, men undervejs indsnævres det til mere specifikke, spilrelaterede udfordringer såsom publisheraftaler og markedsføring af spil. Dette
gøres gennem videnskabelige kilder, hjemmesider og bøger om iværksætteri og spiludvikling, foredrag samt cases. Case-eksempler er en vigtig bestanddel af dette projekt for at få så direkte og nutidig viden om branchen som muligt. De brugte cases består hovedsageligt af danske spilfirmaer, men også andre firmaer med relevans er brugt.